 |
Fibre
Lange og korte fibre
Plastbaserede kompositter kan groft inddeles i to typer med henholdsvis korte og lange fibre.
Korte fibre bliver navnlig anvendt til sprøjtelaminerede eller ekstruderede plastemner. Fibrene modstår træk- og trykbelastninger, mens plasten overfører forskydningsbelastninger.
Lange fibre finder man ofte i større konstruktioner som skibe, tryktanke og vinger til vindmøller.
Plastbaserede kompositmaterialer benytter både organiske og uorganiske fibre som forstærkning. Glas-, kul- og aramidfibre er eksempler på ofte anvendte fibermaterialer.
Glasfibre
Glasfibre er de oftest benyttede uorganiske fibre i plastbaserede kompositter. Glasfibrene trækkes ud af en smeltet glasmasse, og glasfibrene anvendes i form af måtter, roving, garn og væv samt huggede fibre.
Udvalget af glas- og fiberkvaliteter er stort, og for hvert enkelt produkt overvejes nøje forstærkningens sammensætning, idet den er afgørende for bl.a. styrken og stivheden af det færdige produkt.
Kulfibre
Kulfibre fremstilles af en polymerfiber under kontrolleret opvarmning til op imod 2500°C. Opvarmning får polymerfiberens kulstofkæder til at orientere sig i lange ordnede kæder, og det betyder samtidigt, at kulfibrene får en høj kulprocent.
Jo højere temperatur, man udsætter fibrene for, desto større sammenhæng bliver der mellem kæderne og dermed højere styrke. Kulfibre kan opnå stivheder bedre end stål.
Aramidfibre
Aramidfibre fremstilles af spundne polymerfibre. Fibrene har meget høj slagsejhed, høj specifik styrke og lav vægtfylde. Aramidfibre kan – i modsætning til glas- og kulfibre – give sig før de går i stykker. Aramidfibre kendes under handelsnavnet Kevlar.